En af kandidaterne i FONDEN UNGES-projektet KLAR TIL START er Emilie. Hun har nedfældet nogle tanker om sin egen situation, som vi har fået lov at dele.

En ny start på livet

Mit navn er Emilie, jeg er 32 år og bor i Valby og har været så heldig at få en ny start igennem KLAR TIL START.

Jeg fik først min Asperger diagnose da jeg var 28 år. Før det har jeg været i gang med forskellige uddannelser og job, nogle forløb mere vellykket end andre. At jeg flere gange endte med at løbe panden mod muren, samtidig med at jeg kunne mærke tingene omkring ramlede mere sammen, fik mig til at opsøge hjælp hos en psykiater, som dog endte med at sende mig videre i systemet.

Efter en del år med forskellige diagnoser, uden det gav mening, endte jeg med en kæmpe nedsmeltning, men heldigvis mødte jeg en dygtig psykiater, der så mig, og endelig fik jeg en diagnose, hvor jeg følte, jeg kunne kende mig selv, nemlig Asperger.

Efter jeg fik min nye diagnose, betød det også et nyt liv, hvor jeg har skulle finde mig selv. Heldigvis er jeg en stærk ung kvinde, der altid har overvundet de svære tider i mit liv. Og efter 5 års kampe med op og nedture, forskelligt slags medicin mod min angst og følelsen af ikke at kunne noget har jeg endelig fundet mit overskud til at starte på et nyt liv.

Min kommune ville derfor gerne have mig i et afklaringsforløb igennem forløbet KLAR TIL START. Og på trods af modstand, da jeg altid har villet arbejde med mennesker, valgte jeg at komme ud i Irma Bagsværd. Det er jeg blevet rigtig glad for, takket været min fantastiske vejleder Mijamaya og de gode mennesker, som arbejder i Irma. For første gang i mange år har jeg noget at stå op til. Jeg har et virke ude på arbejdsmarkedet, som jeg rent faktisk er god til.

Det har givet mig ekstremt meget overskud og jeg har virkelig lært meget om mig selv igennem en masse samtaler med min vejleder. Jeg er stadig i gang med en kæmpe udvikling. Fra at være en usikker ung kvinde, der var i mistrivsel, er jeg ny en ung kvinde med masser af mod på livet og som tør springe ud i ting.

I KLAR TIL START bliver du mødt, hvor du er og som den du er. Jeg har virkelig haft blod på tanden til udvikling og læring, og det har jeg mulighed for her. Har blandt andet hjulpet med at udvikle materiale til Scan How-app’en, og jeg har fået lov til at være assistance på egen hånd i Irma Valby, samt været på UNGES Uddannelsescenter i Bagsværd som pædagogisk medhjælper et par gange om ugen.

Jeg er virkelig taknemlig for alle de muligheder jeg får i KLAR TIL START, det giver mig en helt ny start på livet..