Langt flere mennesker med handicap skal i job, og “Klar til Start”-forløbet er et mønstereksempel på, hvordan det kan gøres, lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

“For mange har vejen ofte været lang og fyldt med udfordringer. Derfor er det en stor glæde, at ”Klar til Start” har vist os, at unge med ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) kan udvikle og benytte deres særlige kompetencer til at varetage et job, hvis de får muligheden.”

Sådan siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i forordet til en evalueringsrapport om beskæftigelsesforløbet “Klar til Start”. Tidligere på sommeren mødtes han med nogle få af de indtil videre over 120 unge med en autismediagnose, som enten er på vej mod et job eller allerede har opnået en fastansættelse via beskæftigelsesforløbet. Lidt flere end 60 unge er i job, mens et tilsvarende antal er i gang med at kvalificere sig til en ansættelse.

Fond og supermarked står bag
Det er den almennyttige fond Fondens Unges, der står bag “Klar til Start”, som er udviklet i samarbejde med supermarkedskæden fakta. I dag samarbejder fonden med ni virksomheder, der alle tilbyder jobgaranti til “Klar til Start”-kursisterne. Knap 80% af de unge, som påbegynder forløbet, fuldfører og får et job.

Direktør Britta Bak fra Fonden Unges fortæller, at det har været afgørende for “Klar til Start” at modtage økonomisk støtte fra VELUX FONDEN. Evalueringsrapporten, som er udarbejdet af Cabi, udkommer i forbindelse med afslutningen af en treårig støtteperiode. Den 23. oktober bliver evalueringsresultaterne fra projektet præsenteret på en konference på Christiansborg.

Udfylder reelle job
For de deltagende virksomheder er “Klar til Start” langt mere end blot et spørgsmål om at tage socialt ansvar, fortæller Jens Romundstad, salgsdirektør i fakta.
“Vores kursister, og senere fastansatte medarbejdere, er blandt de absolut mest stabile. De udfører reelle og vigtige opgaver, og jeg ser, at butikscheferne i vores “Klar til Start”-træningsbutikker udvikler sig endnu hurtigere og positivt som ledere”,

“Der er masser af ressourcer og kompetencer hos denne gruppe unge, og det betyder så meget for deres livskvalitet og personlige udvikling at få et job”, siger direktør Britta Bak, Fonden Unges. Fonden Unges arbejder for bedre vilkår og livskvalitet for unge med en autismediagnose og er desuden netop aktuel med den nyudviklede app “Scan How”, der hjælper personer med autisme til at håndtere opgaver i arbejde og hverdag. Desuden driver fonden “Unges Uddannelsescenter” for unge med autismediagnoser.

FAKTA:
“Klar til Start” har modtaget økonomisk støtte fra VELUX FONDEN. Indtil videre har følgende virksomheder valgt at indgå en partneraftale med “Klar til Start”. Tilsammen har de stillet over 400 faste stillinger til rådighed for personer, der gennemfører et “Klar til Start”-forløb: Fakta, ILVA, Abena, Catering Danmark, Catering Engros, IRMA, Kvickly, SuperBrugsen og DagliBrugsen.

Foto: Steen Brogaard

Pressemeddelelse fra Fonden Unges