Historien bag FONDEN UNGES
FONDEN UNGES opstod som reaktion på STU-lovgivning, der blev implementeret i 2007. Før det havde unge, som ikke kunne tage en kompetencegivende uddannelse, ikke mulighed for at få en ungdomsuddannelse. Nu fik alle unge i Danmark ret til en ungdomsuddannelse, men der manglede tilbud i det storkøbenhavnske område, der specifikt underviste unge med autisme – herunder unge med autisme på et moderat funktionsniveau.
Fonden Sovi (der tilbyder støttet og beskyttet beskæftigelse for voksne med autisme og ADHD), Samrådet af specialskoler for børn med autisme og Landsforeningen Autisme satte sig derfor for at oprette en selvejende fond, der kunne udbyde den særlig tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) samt et eftermiddagsklubtilbud målrettet unge med autisme, hvor metoden byggede på struktur og forudsigelighed.
Der blev nedsat en projektgruppe, der udviklede konceptet, som FONDEN UNGES nuværende direktør Britta Bak blev del af. Hun blev inviteret med i kraft af sine mange års erfaring og kompetencer som speciallærer, amtskonsulent og senest erfaring som afdelingsleder på en stor specialskole for børn og unge med autisme.
Med støtte fra Sofiefonden og en fælles investering fra de tre initiativtagere lykkedes det at rejse 850.000 kr., og den 1. juni 2007 blev fonden stiftet. Britta Bak blev ansat som direktør, og de første 7 elever kunne den 1.1. 2008 begynde på STU’en.
Siden har fonden udvidet sine aktiviteter med bl.a. et særligt tilrettelagt 10. – 11. skoleår, § 104-dagtilbud samt det særligt tilrettelagte ansættelsesforløb KLAR TIL START og GO’ START, der bygger bro mellem de unge og arbejdsmarkedet. Fonden har desuden udviklet af app’en Scan How, der gør unge og voksne med særlige behov mere selvhjulpne i hverdagen.